Suveræn Surprise er blevet kåret til årets danske kogebog 2011


Suveræn Surprise er blevet kåret til årets danske kogebog 2011 af Gourmand World Cookbook Awards (kogebøgernes Oscarfest) og er nu i konkurrence om at blive verdens bedste kogebog!

Suveræn Surprise
– vi har brug for at grine hver dag

Man kan ikke spise smil til aftensmad, men hverdagen bliver grangiveligt mere munter af et godt grin i køkkenet, mens man tilbereder et dejligt måltid mad. Min nye kogebog Suveræn Surprise er leverandør af smil til det danske folk.

Her i mørketiden kan det hele godt være lidt tungt. Noget må gøres. Hvorfor ikke starte ved aftensmaden, som vi står med hver eneste dag? Hvad skal der til for, at vi ikke ser madlavningen som noget, der skal overstås i en forrygende fart? Måske en kogebog med masser af overraskelser og godaw i?

En million smil kan ikke tage fejl
Mine ’Suveræne’ kogebøger har siden 1997 solgt en million eksemplarer, fordelt på 20 titler. Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg tror, succesen bunder i: Mit svar udspringer af de mange mails og FB-kommentarer, jeg modtager, og snakke jeg har med folk, jeg møder. De fortæller mig, at lige gyldig hvilken ret, de laver, smager den godt. Opskrifterne er nemme og lige til at gå til. Der er som hovedregel et twist, en ingrediens, et tip eller en fremgangsmåde, som de ikke selv kunne have fundet på. Mit helhedsindtryk er, at bøgerne bliver brugt og nydt i stor stil. Og at brugerne giver nye bøger til deres venner og bekendte.
En anden ting, som går igen i den respons jeg får, er glæden over uhøjtideligheden. I det suveræne univers tager jeg hverken madlavningen, mine læsere eller mig selv alt for alvorligt. Jeg mener – og har altid været talerør for – at sundhed skal ind ad bagdøren. Løftede pegefingre er så meget ’i går’ – glæde, fest og smil er fremtiden. Derfor har jeg lavet et spritnyt slogan:

Grøntsager er en fest

Lad også hverdagsmaden være en fest, så vidt det overhovedet er muligt. Min mission er at skabe begejstring, nydelse og afslapning via samvær, grin og glæde. Vi mennesker i det kolde, mørke nord må gøre en ekstra indsats for at nå dette.

I Suveræn Surprise (udkom 8. november), som jeg betragter som mit ’mesterværk’, gør jeg mit ypperste for, at læseren sidder med smil på læben og savl i mundvigen efter endt læsning. Det er en stor, tyk bog, i et helt andet format end de andre ”Suveræne”, med masser af visuelle og indholdsmæssige overraskelser. Blandt andet indeholder kogebogen 2D koder, som linker til korte, helt anderledes madvideoer, hvor jeg viser, hvor let man for eksempel kan lave en velsmagende brun sovs eller smage sin mad til. Der er også 2D koder ved en indkøbsliste samt ved sæsonoversigten for grøntsager og frugt, så læserne kan have informationerne ved hånden under indkøb.

Velbekomme!

Dette indlæg blev udgivet i Opråb. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>