Tag dig sammen, mand

Bagsideklumme af undertegnede fra Ekstra Bladet 14. marts

Hvorfor er der så mange af jer mænd som har ølvom, er smålaskede og usoignerede? Når (jeres) kvinder i samme alder holder sig slanke, smækre eller i det mindste duller sig op til lir? Er det fordi I har større selvtillid end os? Når I ser jer i spejlet, så ser I Tarzan, uanset hvordan I reelt ser ud, mens vi ser Michelinkvinden, ligegyldig hvor skønt vi er skabt? Er det fordi I er dovne? Mindre forfængelige? Dumme? Når først I har scoret…?

Undersøgelse efter undersøgelse viser, at europæiske mænd oftere rammes af for tidlig død end kvinder i alle de store sygdomskategorier, og at risikoen for at dø er størst for mænd. At danske mænd har nogle særlige udfordringer: Værst ser det ud i forhold til sygdomme som kan forebygges som fx diabetes, hjerte-kar og kræftsygdommene. Her topper danske mænd listen ”nedefra”. Det er heller ikke nogen nyhed, at mænd spiser markant mindre grønt og frugt end kvinder, for lidt fisk og mere end halvdelen af mænd spiser mere end den vejledende mængde kød. Samlet indtager mænd for meget mættet fedt, for få kostfibre og for meget salt. Hvorfor?

For mænd er sagen bøf. Kød er bare den bedste mad. I vil have fede og sukkerrige produkter, rigtige måltider, store portioner, mad som mætter. Ikke smånipperier, sushi (som min svoger kalder kattemad) og grønne salatblade.

OK, forstået. Men hvis I skal være attraktive i vores øjne – og måske også I jeres egne, når det kommer til stykket? Hvis I vil holde majstangen stiv, holde festen kørende lidt længere, så skal kødet suppleres med nye boller. Og de er altså lavet af grøntsager!

Hvorfor? Jo flere grøntsager du kommer på tallerkenen, jo mindre får du af det usunde. Så simpelt er det. Og så har grøntsagerne en masse positive bieffekter, som jeg ikke vil trætte dig med her. Eller mig selv. Kedelig information. Ikke endnu en forvirrende undersøgelse om noget som er sundt eller usundt, skræmmekampagner, sundhedsbulletiner, GAAAAAAAAAAAAAB. Jeg tror ikke en døjt på løftede pegefingre og har aldrig gjort det.

Den gode nyhed er nemlig, at grøntsager er en fest. I kombination med kød, fisk, korn, kartofler, sovs og alle de andre herlige fødevarer som beriger vores smagsløg, duftesans, og syn. Mad som kan være sjov eller udfordrende at lave. Det perfekte måltid: Tænk på en stor saftig fedtmarmoreret velhængt, velstegt oksebøf. En lille håndfuld kogte kartofler. Den fløjlsbløde brune sovs, indkogt til perfektion. Brunt kød, brun sovs, hvide kartofler. Hvad mangler der? En stor balje knasende sprøde ultra fintsnittede, tyggevenlige, kulørte grøntsager, marineret i superb syrlig-sød eddike og friske duftende krydderurter. Tag en sniffer. Og oplev hvordan kødsmag, syre, sødme, salt, sprødhed, blødhed, aromaer og kulørte sundhedsgranater går op i en højere enhed.

Derfor har jeg en opsang til jer mænd: Tag jer sammen! Vi vil have jer slanke, lækre og potente ved vores side så længe som muligt! Det behøver ikke være så besværligt eller kedeligt. Nup nu bare lidt flere grøntsager hver dag. Lutter grønne højdepunkter med garanteret grøntsagsklimaks.

Dette indlæg blev udgivet i Opråb. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>