Bliv Danmarks nye salatmester

Der er to grundfølelser, som kan få os op af stolen: Vrede og begejstring.

Det var irritationen, som fik mig op af stolen denne gang. I årevis har jeg set restauranter og cafeer servere retter med grøntsager uden for sæson. Det er jo min gamle branche, så jeg ved, hvordan den fungerer, og kan forstå mange af udfordringerne. Men jeg kan ikke forstå, at (uddannede?) kokke vil være det bekendt.

Opdelt efter typer
En sommerdag får jeg på en københavnsk økologisk restaurant serveret salat med æble og appelsin. Frugter, som kommer fra den anden side af jorden, mens de danske buske bugner af bær. Så er der detailhandlen: En midsommerdag ser jeg en palle avokadoer fra Peru til salg i mit yndlings luksussupermarked. Hvad skal vi bruge dem til, når de danske marker strutter med afgrøder? Og så det allerværste eksempel: I de storslåede, nye københavnske torvehaller tilbyder en grønthandler i august mango og ananas. Det er jo også møgkedeligt med de lokalt dyrkede blåbær, brombær og blommer.

Jeg skylder også at gribe i egen barm. Mine egne populære salatbøger har ikke tidligere været opdelt efter årets gang, men efter grøntsagstyper. Så man skulle helt hen bagest i bøgerne til sæsonskemaet for at finde ud af, at tomatsalaterne hører foråret og sommeren til. Og der nåede mange læsere slet ikke til.

Originalitet vil blive belønnet
Så er det også slut med vreden. Nu til begejstringen: Mange kokke og hverdagsmadeksperter arbejder med at øge sæsonbevidstheden blandt deres gæster og læsere. I den slipstrøm har jeg har sammen med Politiken MAD sat mig for at øge sæsonbevidstheden blandt læserne. Der må en konkurrence til, som sætter fokus på alle de herlige danske grøntsager og frugter, som falbyder sig året rundt. Vores smagsløg skal pirres, vores øjne mættes af farverigdommen.

Vi skal have nye oplevelser med konsistens, blødhed, sprødhed, fugtighed, fasthed. Og så kan vi blande grøntsagerne med smagsgivere som olier, eddiker, krydderurter og krydderier fra alverdens lande. Gisp ja, du læste rigtigt: fra hele verden. For det bliver efter min mening for ensformigt, hvis det hele er lokalt. En brøkdel kan komme langvejs fra.

Smagen er gud, men originalitet i råvaresammensætning vil blive belønnet. Den kan være helt enkel eller mere kompliceret at tilberede. Du kan strække salatbegrebet til sit yderste, som jeg har gjort i opskrifterne på de følgende sider.

De kan være varme eller kolde. De kan være ’tilbehør’ eller et helt måltid. Nu er jeg ikke så vild med ordet tilbehør om grøntsagerne, for jeg synes, at de skal være udgangspunktet og omdrejningspunktet for retten – så kan kød og fisk være tilbehør. Det er en del ting at forholde sig til, men raketvidenskab er det ikke!

Deltag i DM

Send din bedste salat- eller grøntsagsopskrift til DM i Salat, og deltag i konkurrencen om at få en salatmiddag af undertegnede til otte personer samt din egen opskrift i Politikens MAD og i hendes kommende salatbog.

Opskriften skal overholde følgende:

1. Hovedingredienserne i opskriften skal udgøres af grøntsager.

2. Råvarerne (grøntsager, frugt, bær, korn, fisk, kød) skal overvejende være lokale/danske. Smagsgivere kan komme fra hele verden.

3. Opskriften skal dedikeres til en bestemt sæson efter eget valg. En aspargessalat (forår) med brombær (sensommer) går f.eks. ikke. Læs mere om sæsoner på de følgende sider.

4. Opskriften må meget gerne få følgeskab af en anekdote eller fortælling om, hvor opskriften stammer fra, hvordan den er udviklet og af hvem.

5. Råvarerne skal overvejende kunne købes i/skaffes af supermarkederne. Enkelte vilde/specielle råvarer er velkomne.

Send opskriften inden 10. april til mad@pol.dk eller postadresse: Politiken MAD, Rådhuspladsen 37, 1785 København V. Skriv ‘DM i salat’ i emnefelt eller på kuverten. Umiddelbart herefter vil madredaktør Annette Nyvang og jeg udvælge 12 nominerede fra de forskellige sæsoner. Disse 12 nominerede skal være klar til at komme med deres salat 20. april kl. 15-17 på restaurant BioMio i København og servere den for et kompetent dommerpanel med blandt andet Anette Eckmann og Trine Krebs, med mig som overdommer.

Efter endt spisning kårer dommerpanelet de fire bedste opskrifter (en til hver årstid), som jeg gennemarbejder, styler og fotograferer til Politiken MAD og til sin nye salatbog, der kommer til efteråret.

Når de fire opskrifter har været i avisen i slutningen af april, stemmer Politikens læserne på deres favorit på nettet. Den endelige vinder af læserkonkurrencen får i samarbejde med undertegnede lov at lave en salatmiddag til 8 gæster. Det bliver ikke kedeligt!

Ved deltagelse i konkurrencen afgives alle rettigheder til opskriften til Politiken. Deltagere må være villige til at medvirke ved omtale af konkurrencen herunder medvirke ved fotografering mv.

Dette indlæg blev udgivet i Anbefalinger, Opråb. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>