Sovs – det nye brun?

Børn elsker den. Og det gør mange andre også – i det skjulte. Den brune sovs er nemlig gledet ud af mange danskeres hverdagsmad til fordel for pasta med kødsauce, laksebøffer og ovnstegt kylling. For den er lig med lavstatus og usund mad. Og så er der ikke mange, som kan finde ud af at lave den, i hvert fald ikke i de yngre generationer.

Det er altså lidt op ad bakke og i modvind med det brune fluidum. Og det tænder mig. For med det nye nordiske køkken, nordisk hverdagsmad og mormormad må det være tid til, at den brune sovs får en revival! Sovsen tilfører smørelse. Og ikke mindst umami (velsmag/kødsmag). Og det er nok disse elementer som gør den så populær blandt de små poder. For mange danskere er den også ”comfort food” – noget man har smagt i sin barndom hos forældre eller bedsteforældre og forbinder med varme følelser.

Hvad er så mit eget forhold til den? Jeg er opvokset i en jødisk familie, hvor mine bedstemødre serverede de østeuropæiske jødiske retter. Mine forældre derimod lavede dansk mad som medisterpølse og krebinetter med brun sovs til hverdag, og jeg spurgte min far for nylig (mærkeligt at jeg ikke har spurgt tidligere), hvor de lærte at lave den mad. Han forklarede, at det var ved at spise maden i marketenderiet på Polyteknik Læreanstalt (læs: kantinen i DTU), hvor han studerede, at han og min mor smagte de danske retter. Og via min egen mands kærlighed til den brune sovs har jeg fået den serveret jævnligt af ham (og hans mor), og hans mesterstykke er helt klart grydestegt kylling med det hele.

Min mand flyttede til Andalusien for 2 år siden – og de danske retter bliver ikke rigtig luftet under de varmere himmelstrøg. Men jeg fik lyst til at være sød ved ham og ville lave den nævnte kylling til ham under et besøg. Det krævede bare, at jeg tog den gode økoboullion og ikke mindst flasken med sovsekulør med i kufferten. Eneste problem, som jeg først tænkte på, da jeg stod ved ”security’en”, var at jeg kun havde håndbagage med og derfor måtte sende den alt for store kulørflaske igennem røntgenstrålerne, hvor den selvfølgelig blev snuppet.

Men da den søde hvidhandskede dame hørte, at jeg skulle bruge den til lave brun sovs til min eksilerede mand i Spanien, lod hun den passere. Alle der rejser meget ved, at Københavns lufthavns sikkerhedskonkrol kører som smurt i forhold til mange andre lignende i verden. At den har fået priser som verdens bedste de sidste 2 år viser, at den er helt i front. Så når den lader kulørflasken passere, er det selvfølgelig fordi: Sovs er det nye brun!

Se en video, hvor jeg laver brun sovs nemt her.
Læs hele artiklen i Politiken Spis & Bo, og få opskrifterne her.
Tak til Columbus Leth for det smukke sovsefoto.

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Opråb. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>