Tinas suveræne fflink surdejsrugbrød

Ægte surdejsrugbrød, som er nemt og hurtigt at lave, da det kun skal røres sammen, hældes i form, hæves over natten og bages. Det er smart at lave det fredag eller lørdag aften, hvis man ikke står op, før fanden får sko på. Eller lav det om morgenen og bag det om aftenen. Brødet kan holde sig en uges tid i plasticpose i brødkassen. Frys evt. halvdelen med det samme, hvis I er en lille husholdning. Brødet er ”fucking flink”t, fordi du kan give denne herlige opskrift, hvis jeg selv skal sige det, videre med en klat af din egen dej – fordi du også er fflink.

Til 1 stort rugbrød

1 glas surdej, din egen eller fx fra Aurion (kan købes i glas i helsekostforretninger), 1½-2 dl
1 liter lunkent vand
500 g knækkede eller skårne rugkerner
1 spsk salt
2 spsk honning (eller sirup)
350 g groft rugmel
200 g hvedemel
100-200 g hørfrø (og/eller græskarkerner og solsikkekerner)

3 liters rugbrødsform
evt. olie til pensling

•Rør surdejen med vand og rugkerner i en stor skål. Tilsæt salt, honning, rugmel og hvedemel og rør det hele grundigt sammen.
Tag 1 dl surdej fra og kom det i en plasticbeholder/glas med lufttæt låg, rør ½ dl ekstra vand i, så surdejen er meget lind og stil den i køleskabet til næste gang, du skal bage. Den kan holde sig i to-tre uger.
•Fordel dejen jævnt i en 3 liters rugbrødsform, smurt med olie, hvis den ikke har silikonebelægning. Dæk med plastikfilm.
•Lad dejen hæve ved stuetemperatur i 12-14 timer, til det er hævet en fjerdedel op (næsten til kanten af formen).
•Bag brødet i ovnen ved 175 grader (ej varmluft) i ca. 1 ¾ time, til et stegetermometer viser 96 grader.
•Tag brødet ud og vend det ud af formen. Køl det af på en rist, inden du skærer det.

Tip: Lad brødet køle helt af på en bagerist, hvis du vil have sprød skorpe. Vil du have en blødere skorpe, som er lettere at skære ud, kan du komme brødet i en plasticpose eller vikle et rent viskestykke om det, mens det stadig er lunt.

Tip: Lav evt. croutoner af resterne. Skær brødet i små terninger som steges i olie på en pande i ca. 5 minutter ved middelhøj varme. De er lækre i salater og så sprødt drys på supper og mos.

Udgivet i Brød, Opskrifter | 3 svar

Suveræn Surprise er blevet kåret til årets danske kogebog 2011


Suveræn Surprise er blevet kåret til årets danske kogebog 2011 af Gourmand World Cookbook Awards (kogebøgernes Oscarfest) og er nu i konkurrence om at blive verdens bedste kogebog!

Suveræn Surprise
– vi har brug for at grine hver dag

Man kan ikke spise smil til aftensmad, men hverdagen bliver grangiveligt mere munter af et godt grin i køkkenet, mens man tilbereder et dejligt måltid mad. Min nye kogebog Suveræn Surprise er leverandør af smil til det danske folk.

Her i mørketiden kan det hele godt være lidt tungt. Noget må gøres. Hvorfor ikke starte ved aftensmaden, som vi står med hver eneste dag? Hvad skal der til for, at vi ikke ser madlavningen som noget, der skal overstås i en forrygende fart? Måske en kogebog med masser af overraskelser og godaw i?

En million smil kan ikke tage fejl
Mine ’Suveræne’ kogebøger har siden 1997 solgt en million eksemplarer, fordelt på 20 titler. Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg tror, succesen bunder i: Mit svar udspringer af de mange mails og FB-kommentarer, jeg modtager, og snakke jeg har med folk, jeg møder. De fortæller mig, at lige gyldig hvilken ret, de laver, smager den godt. Opskrifterne er nemme og lige til at gå til. Der er som hovedregel et twist, en ingrediens, et tip eller en fremgangsmåde, som de ikke selv kunne have fundet på. Mit helhedsindtryk er, at bøgerne bliver brugt og nydt i stor stil. Og at brugerne giver nye bøger til deres venner og bekendte.
En anden ting, som går igen i den respons jeg får, er glæden over uhøjtideligheden. I det suveræne univers tager jeg hverken madlavningen, mine læsere eller mig selv alt for alvorligt. Jeg mener – og har altid været talerør for – at sundhed skal ind ad bagdøren. Løftede pegefingre er så meget ’i går’ – glæde, fest og smil er fremtiden. Derfor har jeg lavet et spritnyt slogan:

Grøntsager er en fest

Lad også hverdagsmaden være en fest, så vidt det overhovedet er muligt. Min mission er at skabe begejstring, nydelse og afslapning via samvær, grin og glæde. Vi mennesker i det kolde, mørke nord må gøre en ekstra indsats for at nå dette.

I Suveræn Surprise (udkom 8. november), som jeg betragter som mit ’mesterværk’, gør jeg mit ypperste for, at læseren sidder med smil på læben og savl i mundvigen efter endt læsning. Det er en stor, tyk bog, i et helt andet format end de andre ”Suveræne”, med masser af visuelle og indholdsmæssige overraskelser. Blandt andet indeholder kogebogen 2D koder, som linker til korte, helt anderledes madvideoer, hvor jeg viser, hvor let man for eksempel kan lave en velsmagende brun sovs eller smage sin mad til. Der er også 2D koder ved en indkøbsliste samt ved sæsonoversigten for grøntsager og frugt, så læserne kan have informationerne ved hånden under indkøb.

Velbekomme!

Udgivet i Opråb | Skriv et svar

Madvideoer på den nye måde

I min nye kogebog Suveræn Surprise er der en håndfuld ultrakorte instruktive madvideoer, som læserne kan se via 2D koder på smartphones. Sammen med producent Cathrine Asmussen fra Spejlfilm har jeg bestræbt mig på at lave dem på en ny, underholdende måde. Døm selv, hvad du synes, her der den første i rækken:

Smag din mad til sådan:

Udgivet i Tips & Tricks | Skriv et svar

Fremtiden er fucking flink!


Vi danskere skal blive bedre til at være flinke overfor hinanden, udøve almindelig høflighed og omgås i det offentlige rum med åbenhed. Det gælder egentlig også i private rum. Kender alle ikke det at have været til en fest, hvor folk kun taler med dem, som de kender i forvejen? Alle som har været i USA eller Australien ved, hvad jeg taler om!

Har lige har fået og læst Fucking Flink-bogen. Den er forbasket velskrevet af Lars AP, og hvor er det sandt, og hvor føler jeg mig hørt. Fucking flink er en bevægelse, hvor det blot gælder om at være flinke overfor andre. Det er herligt med facebooksiden, hvor der udveksles erfaringer, både om andres flinkheder, men også dejligt, når vi praler af os selv, hvis vi er fucking flinke – for fuck også janteloven!

Her er min lillebitte historie – for al form for flinkhed fremmer fornøjelsen ved at være menneske: Jeg går ofte i svømmehallen, især DGI i Kbh. og forsøger tit at slå en sludder af med folk, som man jo er meget tæt på i sauna og omklædningsrum – med skiftende erfaringer. Mange bliver nærmest forskrækkede og ignorerer, når en fremmed pludselig taler til dem, andre får jeg så en god sludder med. Forleden spurgte en kvinde i bruseren meget modigt (!), om hun måtte låne shampoo af nogen – og jeg svarede straks ja – jeg er jo flink, men det var meget svært for hende at tage imod uden at give noget til gengæld (det ER svært for os), selv en lille klat shampoo. Men så kunne jeg jo se hende dybt i øjnene og sige, at hun bare skulle tage imod uden at få noget til gengæld, for jeg er nemlig fucking flink. Læs lignende store og små historier på facebooksiden.

Stort tak for denne bevægelse og alle som deltager, det varmer mit til tider vinterkolde hjerte.

Udgivet i Opråb | 2 svar

Pop-op-fucking-flink-Suveræn-Surprise-smagsprøver på fredag i Torvehallerne

Jeg popper op ved Torvehallerne KBH og er fucking flink på fredag den 2. december kl. 16-19 med mine Juhudamer og Optændingskarlo. Her kan du få varme ved bålet og slubre i overraskende smagsprøver. Du kan samtidig anskaffe dig julegavehittet, min spritnye kogebog til blær og brug, Suveræn Surprise til TILBUDPRIS 299,95 kroner (normalpris 350 kroner). Den bliver efter ønske signeret personligt til modtageren. Chokolade fra Summerbird og Lakrids by Johan Bülow indgår i retten, du smager.
Vel mødt!
Tina

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv et svar

Følg sæsonen, for satan!

Winston Fingers 3

Det er en myte, at forbrugerne vil have alle råvarer tilgængelige året rundt. Men når kokke, journalister, supermarkeder og grønthandlere ignorerer den danske råvaresæson og smækker avokado og ananas på hylderne og i opskrifterne midt om sommeren, hvordan skal forbrugerne så vide bedre?

Jeg hiver mig selv i håret, når jeg en sommerdag ser avokadoer fra Peru til salg i mit yndlingssupermarked Irma. Eller når Danmarks bedste sushikæde Sticks’N’Sushi anvender sukkerærter, tomater og avokado året rundt. Eller når min favorit-klogeavis, Weekendavisen, i deres udmærkede madspalte ofte bringer opskrifter med råvarer uden for sæson. Medio september, midt i høsten, er der fx opskrifter med grønne asparges og frosne ærter. Hjælp!

Vi skal ikke spise avokado og eksotiske frugter om sommeren eller efteråret, for disse råvarer bliver transporteret fra den anden side af jorden til skade for miljøet. På disse årstider eksploderer de danske marker af grøntsager, bær og frugter, så spis dem i stedet. Hvis vi holder os til råvarer i sæson, får vi også en meget mere varieret kost. Det er jo dødssygt at spise tomat, agurk og broccoli hver eneste dag.
Det er en myte, at forbrugerne vil have alle råvarer tilgængelige året rundt. Forbrugerne aner ikke en skid om sæsonerne. Hvordan skulle de også det, når de uddannede og toneangivende ikke ved det?

Der er 2 løsninger, som jeg ser det:
Nummer 1 er: Madproffe skal på skolebænken og repetere sæsonerne, til de kan dem i søvne!
Nummer 2: Forbrugerne køber de varer, som er i sæson. Her er lidt hjælp:

Hvad spiser vi om vinteren? Mørke og frost. De fleste grøntsager er høstet. Vi spiser stadig mange slags kål, løg, porrer og rodfrugter og supplerer fra Sydeuropa med avokado, citrusfrugter, granatæbler, tørrede frugter og nødder.
Om foråret: Det er stadig koldt og mørkt, men alt i naturen spirer frem. Vi er dødtrætte af vinterens rodfrugter og kål, og de nye grøntsager er endnu ikke kommet. Det er derfor årstiden, hvor man gerne må ”snyde en del” og bruge af de importerede grøntsager som avokado og eksotiske frugter som mango og ananas. Sidst på foråret kommer de nye grøntsager i form af radiser, agurk, tomat, spidskål, salat, spinat og asparges. På frugtsiden er der rabarber.
Om sommeren: Sol og varme, i haver og marker florerer de friske afgrøder. Det er tid til de lette, vandholdige grøntsager: Salat, agurk, tomat, radise, asparges, aubergine, peberfrugt, spinat, kartofler. Fra kåltyperne kan vi supplere med blomkål, broccoli og de lette sommerkål. Der er masser af herlige røde, gule og blå bær, meloner og hyldeblomst.
Om efteråret: Gyldne farver, brun muld. Det er høsttid, og hylderne bugner: September er majskolbe- og squashsæson, og så kører det derudaf med græskar, kål, porrer, løg, rodfrugter, jordskok, julesalat, svampe, friske nødder. På frugt- og bærsiden er der brombær, æbler, pærer, blommer og nødder.

Når vi lærer året gang at kende, vil vi få en større spiseoplevelse og give miljøet en tiltrængt hånd. Desværre kan jeg nævne flere uhyggelige eksempler på restauranter, cafeer og markeder, som ikke følger sæsonen. Så derfor kære madproffe: Kom ind i kampen. Og til dig, kære læser, vil jeg sige: køb de friske herligheder, som er i sæson lige nu. Mæsk dig i efterårets og vinterens overflod. Boykot avokadoer om sommeren. Så skal supermarkederne nok følge med. Money talks.

Bragt som klumme i Mad & Venner.

Udgivet i Opråb | Et svar

Tina Scheftelowitz præsenterer stolt: Suveræn Surprise

- Et overflødighedshorn af overkommelige opskrifter

Velkommen til surpriseparty, hvor det er dig, som skal overraskes med en kaffebordsbog til køkkenbrug, en hybrid mellem coffee tablebogen og hverdagskogebogen. Coffeetablebogen er stor og flot, men uanvendelig, ren og skær visuel nydelse – og en hel masse blær. Kogebøger med hverdagsmad er små og brugbare. Drømmen med denne bog er at give dig et overflødighedshorn af overkommelige opskrifter sammen med et væld af fantastiske billeder, som får mundvandet til at løbe i kaskader og går direkte i maven på dig. En gave til dig selv eller andre, med små og store visuelle og kulinariske overraskelser, hver gang du vender en side. En bog både til brug og blær.


Menneskemad med et twist: Jeg kommer hele vejen rundt om dagens måltider, både til hverdag og fest. Det søde højdepunkt er naturligvis med. Råvarerne tilberedes på alskens måder, når de er i sæson i Danmark og derfor er bedst. Her er mandemad og kvindemad og ikke mindst menneskemad. Du finder ikke dyre og svært tilgængelige råvarer, men måske skal du forbi en helsekostforretning eller en velassorteret grønthandler i ny og næ. Der er saft og kraft og knald på det hele i mit multi-nationale køkken – og masser af tips og twisterier.

Hvis vi kan drømme det, kan vi gøre det: Det behøver ikke at være så indviklet: Spis nu bare nogle flere grøntsager, så går resten mere eller mindre af sig selv. Jeg tror på Walt Disneys vise ord: If you can dream it, you can do it. Og hvorfor ikke slå en stor drøm op? Mit mål er at gøre det trendy at spise mange grøntsager. Ved at gøre det til en fest.

Bedste ønsker til dig

Tina Scheftelowitz - Ultra udknaldet, ultimativ uregerlig, yderst ypperlig

 

 

Udgivet i Anbefalinger | Skriv et svar

Gi’ en hånd til Afrika – og få suverænt smæk på smagen året rundt

Igen i år har jeg sammen med gode folk og masser af velvilje lavet en (familie)planlægningskalender ”Suveræne Sæsoner 2012” for Dansk Flygtningehjælp.

Overskuddet har ligget mellem 150.000 og 300.000 kroner de sidste 5 år og i år går 50 kroner fra hver solgt kalender til at hjælpe stærke kvinder på det tørkeramte Afrikas Horn med at etablere en lille virksomhed med produktion og salg af blandt andet brød, pasta og pizza – så de kan klare sig selv.

Vær med til at støtte disse iværksættere og få samtidig en flot kalender med 12 sunde, søde og salte, velsmagende hverdagsretter af danske råvarer i sæson. Derudover får du 4 ekstraopskrifter, der hitter hver gang, nyttige fif om udvalgte råvarer og en smuk plakat til køkkenet med oversigt over hver måneds frugt og grønt. Hvis du har smartphone kan du ved hjælp af en 2D kode downloade oversigten til din mobil, så du har den ved hånden, når du køber ind. Hvis du har almindelig mobilos, kan du blot tage et foto af oversigterne.

Det Nye Nordiske Køkken er vanvittig visionært tænkt, men der mangler noget krudt rent smagsmæssigt efter min mening. Præferencer er jo som bekendt forskellige, og mine er bare til krudt på tungen. Jeg elsker af samme grund de arabiske og indiske køkkener, men også det japanske køkken, som ikke skriger af krydderier, kan sagtens være med.  Så derfor er årets madtema ”Nordisk hverdagsmad med smæk på smagen”.

Kalenderen er en oplagt alternativ jule-kalender-værtinde-ogsåvidere-gave, hvis du allerede har givet en ged, de andre år. Den koster 129 kroner og kan købes her. Eller i blandt andet Kvikly, SuperBrugsen, Bilka, Føtex, Bog & Idé og Bøger & Papir.

Velbekomme og tak for dit bidrag.

 


Udgivet i Anbefalinger | Skriv et svar